Hop til indhold

Tidspunkt: 8. november kl. 13.05-13.45.

Oplægsholdere: Tina Voldby, Christoffer Jørgensen, Tanja Nielsen, Jesper Nielsen og Mads Fjord Jørgensen.

Målrettet til: Erhvervsuddannelser.

Om oplægget

Særligt digitalisering påvirker det arbejdsmarked som vores erhvervsuddannelser skal uddanne til. Men hvordan skaber erhvervsuddannelserne og erhvervslivet og de faglige udvalg i fællesskab bedst nogle rammer, som sikrer at vi kan tilpasse og udvikle uddannelser, der matcher nye vilkår, arbejdsmarkedsefterspørgslen, krav om nye digitale kompetencer og ændrede erhverv - som den øgede digitalisering kaster af sig. 

I denne session samler vi nogle af de parter, som i fællesskab laver vores erhvervsuddannelser. De skal drøfte perspektiver på arbejdet med at ændre uddannelsesindhold og kommer i samtalen bl.a. ind på: 

  1. Hvordan ændrer erhvervene sig, med fokus på digitalisering, og hvad betyder det på skolerne?
  2. Hvad gør skoler og virksomheder for at mindske gabet mellem efterspørgsel og lærlinges kompetencer
  3. Hvordan får vi lavet nogle gode læringsmiljøer – med de meget brede uddannelser? 
  4. Hvad er den gode balance mellem at være på forkant med udviklingen, men ikke hoppe med på en hype?
  5. Kan samarbejdet mellem erhvervsuddannelserne, de faglige udvalg og erhvervslivet styrkes og hvordan? 
  6. Når man indfører noget nyt, skal der også noget gammelt ud – hvordan gøres det bedst? 
  7. Kan valgfrihed ift. valgfag være en måde at lave mere dynamiske uddannelser på?
  8. Indenfor de eksisterende rammer – hvad kan vi så gøre for at skabe fremtidsparate erhvervsuddannelser?

Mads Fjord Jørgensen, fagchef i den uddannelses- og forskningspolitiske tænketank DEA, indleder sessionen med data om digitaliseringens indvirken på erhvervene og fortsætter herefter som facilitator. 

Om oplægsholderne

Tina Voldby

Tina Voldby er underdirektør v. TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Tina har i mange år været en markant debattør på erhvervsuddannelsesområdet.

Med afsæt i de tekniske erhvervsuddannelser har Tina Voldby politisk arbejdet for at sætte fokus på erhvervsuddannelsernes økonomiske efterslæb og for at skaffe øgede bevillinger til området. Bevillinger der bl.a. skal gå til arbejdet med den grønne omstilling, digitaliseringens muligheder i samfundet, ny teknologi samt opkvalificering af faglærere.

Senest har Tina Voldby kastet sig ind i debatten om diversitet og det kønsopdelte uddannelsesvalg ved bl.a. at gøre de tekniske erhvervsuddannelser mere attraktive for kvinder.

Position ift. sessionens tema

"Digitalisering er i dag et uundgåeligt element for at holde trit med de teknologiske fremskridt og for at overleve i brancher med en hård konkurrence. Digitalisering skal derfor indgå som en vigtig og integreret del af fagene på erhvervsuddannelserne, bl.a. i et tæt samarbejde med erhvervslivet for at sikre, at uddannelserne afspejler de aktuelle teknologiske behov og trends.

På flere af de tekniske erhvervsuddannelser går teknologiudvikling og digitalisering hånd i hånd fordi nye komponenter opsamler data, data der skal systematiseres og anvendes aktivt for at optimere drift, spare energi m.v."

Christoffer Jørgensen 

Christoffer er uddannelsespolitisk chefrådgiver i HK, Danmark. Han er tidligere formand for Handelsskolernes Lærerforening og uddannet folkeskolelærer med en master i public governance.

Position i debatten

”Det partssamarbejde, som de faglige udvalg bygger på, udgør en helt fantastisk platform for, at vi i fællesskab kan udvikle uddannelserne i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet. Her er det selvfølgelig afgørende, at vi som parter selv har et godt netværk til virksomheder og medarbejdere. I HK har vi i snart en del år arbejdet med nye trends på arbejdsmarkedet via vores HK Lab, der ikke mindst følger med i de digitale trends – og som har gjort, at HK ofte har været på forkanten med den teknologiske udvikling”.

Tanja Nielsen

Tanja Nielsen er Sektorformand og politisk ansvarlig på hele social- og sundhedsområdet i FOA.

Position i debatten

”Fremtidens velfærdsområde bliver et område hvor velfærdsteknologi og løsninger med kunstig intelligens bliver et normalt redskab, der understøtter det faglige personale. Dette vil frigive noget tid hos personalet så de kan bruge deres faglighed hos den enkelte borger/patient.”

Jesper Nielsen

Jesper Nielsen er direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. En politisk interesseorganisation som arbejder for at sikre de bedst mulige vilkår for erhvervsuddannelserne, voksen- og efteruddannelserne og de erhvervsgymnasiale uddannelser, hhx og htx.

Tidligere har Jesper været afdelingschef i Børne- og Undervisningsministeriet og har derfor arbejdet indgående med de erhvervsrettede uddannelser i mere end 20 år. 

Position i debatten

Uddannelserne skal følge med udviklingen og klæde elever og lærlinge bedst muligt på til at udnytte de nye redskaber og kende deres muligheder og begrænsninger.

Mads Fjord Jørgensen

Mads Fjord Jørgensen er fagchef i den uddannelses- og forskningspolitiske tænketank DEA. Han beskæftiger sig med viden om uddannelse, arbejdsmarked og forskning og er blandt andet optaget af, hvordan arbejdsmarkedets omskiftelige behov påvirker uddannelsesopgaven.

Sidst opdateret: 2. november 2023