Hop til indhold

Tidspunkt: 8. november kl. 15.10-15-50.

Oplægsholdere: Per Størup Lauridsen, Hanne Hautop, Asger Kjær Sørensen og Ane Qvortrup.

Målrettet til: De gymnasiale uddannelser. 

Om oplægget

Sommereksamenerne 2023 blev udfordret af lanceringen af ChatGPT – søgemaskinerne og Google Translate har gjort det i mange år - og tilgængeligheden af kunstig intelligens er blevet spået at forandre både undervisningen og måden vi tænker eksamener på. Og det bliver næppe de sidste teknologier, der kommer til at gøre netop det. Så hvordan sikrer vi, at vi afprøver det rigtige og ikke kommer på bagkant af udviklingen? 

I denne session tager vi de lange briller på, vi tillader os at lægger rammerne til side for en stund og giver plads til en fri debat om, hvordan fremtidens prøver kunne se ud i gymnasiet.

Vi kommer blandt andet omkring:

  • Tester vi det rigtige med de prøver vi har i dag? Eller bør vi afprøve nogle andre færdigheder?
  • Hvordan kommer vi på forkant og fremtidssikrer vores prøver, så de kan rumme fremkomsten af nye teknologier?
  • Eksempler på alternative prøveformer
  • Hvilke krav stiller nye teknologier til de, der skal udvikle/fremstille fremtidens prøver? 

Om oplægsholderne

Per Størup Lauridsen

  • Cand.it. i webkommunikation
  • Lektor og it-pædagogisk medarbejder på Odense Tekniske Gymnasium
  • Medstifter og forfatter på hjemmesiden Viden.AI, der fokuserer på kunstig intelligens i undervisningen.
  • En del af ekspertgruppen under BUVM, der over det næste år skal undersøge, hvordan de digitale hjælpemidler påvirker muligheden for snyd ved prøverne på landets skoler og institutioner. 

”Med min indsigt i teknologien bag kunstig intelligens ser jeg muligheder for at bruge den som en del af fremtidige bedømmelser til eksamener - med brug af underviseren som ”Human-in-the-loop”. Som udgangspunkt er jeg positivt indstillet over for, hvad teknologierne kan bidrage med. Jeg har dog også en indbygget frygt for, at vi mister det menneskelige i vores uddannelsessystem."

Hanne Hautop

  • Rektor for Rosborg Gymnasium & HF siden 2015. I efteråret 2023 opretter Rosborg en særlig digital studieretning, hvor arbejde med kunstig intelligens indgår i samtlige fag
  • Medlem af Danske Gymnasiers Digitaliseringsudvalg
  • Forperson for Novo Nordisk Fondens Komité for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling
  • Medlem af styregruppen for ATV Science og Engineering i uddannelserne
  • Var i årene 2008 - 2015 national talentchef for ScienceTalenter, Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter
  • Uddannet cand. scient. i fysik og matematik med sidefag i filosofi

"Som gymnasieledelse er vi nødt til at genoverveje, hvad der er de vigtigste kompetencer, vi skal give de unge med fra gymnasiet - og hvordan prøverne skal indrettes som følge heraf. Verden er forandret, og derfor må vi nytænke både undervisningen og eksamen. Jeg mener, at der bør være større fokus på vurdere processer og mindre fokus på vurdering af færdige produkter. Jeg håber, at ministeriet allerede sommeren 2024 vil åbne op for de første forsøg med inddragelse af generativ kunstig intelligens til eksamen”.

Asger Kjær Sørensen

Forperson, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Asger blev student fra Århus Statsgymnasium i sommeren 2023 og har fra 1. juli været forperson for 89.000 STX- HF-, IB- og EB-elever. 

”I DGS kæmper vi for en kvalitetsuddannelse til alle. Det kræver blandt andet at vores uddannelser formår at forberede os, på den virkelighed vi skal ud i. Den virkelighed som vi skal ud i er fyldt med digitale værktøjer, så dem skal vores undervisning lære os at bruge. Og ændringer i undervisningen, skal altid give ændringer i prøverne.” 

Ane Qvortrup

Ane Qvortrup er professor i almendidaktik og beskæftiger sig med spørgsmål relateret til formål, indhold og undervisningsformer på tværs af fag i gymnasiet. Spørgsmålene undersøges både i et historisk og et aktuelt perspektiv, og hun anvender gerne longitudinale mixed method studier til at forstå, hvilken betydning forskelligt indhold og forskellige undervisningsformer har for elevernes trivsel og faglige udvikling. 

”Når vi kigger på kvaliteten af vores uddannelser, må vi forholde os til både deres formål og til undervisningsformer. Der er ingen tvivl om, at digitale værktøjer må indgå som et centralt aspekt af gymnasiets formål, hvis vi skal forberede eleverne til deres fremtid. Gymnasiet skal udvikle myndige unge mennesker, som er i stand til at arbejde kompetent med og forholde sig kritisk til brugen af digitale værktøjer. Der er derfor behov for at udvikle prøver, som også kan indfange denne del af elevernes formåen”.

Sidst opdateret: 2. november 2023